Parodontose

Parodontose er en betændelsestilstand i den knogle, som tandroden sidder fast i. Betændelsen fører til, at knoglen langsomt “ædes op” og når processen er langt fremskreden, begynder tanden at føles løs.

Hvorfor får man parodontose?

Parodontose skyldes en vedvarende betændelse i tandens støttevæv, herunder den knogle, som tandroden sidder fast i. Betændelsen starter altid i tandkødet (tandkødsbetændelse), hvorfra den breder sig til støttevævene. Både ved tandkødsbetændelse og parodontose er der tale om organismens reaktion på bakterier, som sidder i efterladte belægninger på tænderne.

Hvordan føles parodontose?

Parodontose giver ofte først symptomer i form af tandløsning, når tilstanden er meget langt fremskreden. Da parodontose altid vil være forudgået af betændelse i tandkødet, vil der som regl være blødning og ømhed ved tandbørstnig og spisning. Hyppigt ledsages tilstanden af dårlig ånde.

Hvad er behandlingen?

Det vigtigste formål med behandlingen af parodontose er at stoppe sygdommen ved at fjerne belægningerne, så den ikke udvikler sig. Derefter opretholdes resultatet ved god mundhygiejne og regelmæssige kontroller.

Hvad er udsigten for fremtiden?

Hvis parodontose opdages og behandles i tide, er der god chance for, at den bliver stoppet, men den allerede mistede knogle kan ikke vokse op igen. Sygdommen skal hele tiden holdes under kontrol, og der må ikke slækkes på mundhygiejnen. Ellers blusser parodontosen op igen og knogletabet øges gradvist.